Øvelsen her en meget simpel mindfulness øvelse og en som mange af de klienter jeg har i terapi synes godt om – både voksne og unge.
Det er en simpel grounding øvelse som kan bruges når du har brug for at få ro i kroppen eller på et andet tidspunkt hvor du oplever at have mistet kontakten med din krop, fx i forbindelse med et angstanfald.
Med øvelsen kan du træne at bruge dine sanser og derigennem få fokus tilbage til nuet. Det er vigtigt fordi det er med vores fysiske krop at vi interagerer med resten af verden, og vores sanser er som et anker til nuet.
Engang imellem kan vi mennesker opleve at følelser og tanker opsluger vores opmærksomhed i sådan en grad at vi ikke længere er til stede i nuet. Med denne øvelse får du fokus tilbage i kroppen og dermed tilbage til nuet, hvorigennem du kan genfinde roen.
Du kan lave øvelsen alene eller sammen med andre, børn som voksne. Du kan lave den inde i dig selv, sige det højt eller skrive ned på papir. Jeg har lavet en pdf som du kan downloade via linket i beskrivelsen. Det kan du bruge til at skrive ned, hvis det er den metode som fungerer bedst for dig.
Øvelsen hedder: “54321” og går ud på at observere følgende:
- 5 ting du kan se
- 4 ting du kan mærke
- 3 ting du kan høre
- 2 ting du kan dufte
- 1 ting du kan smage
Du kan evt starte med at skrive de forskellige ting ned, fx via arbejdsarket som du finder herunder. Det kan hjælpe med at holde fokus hvis du er helt ny i at træne mindfulness. Med lidt øvelse oplever de fleste at det bliver nemmere at lave øvelsen uden arbejdsarket.
God fornøjelse
De bedste hilsner Pernille